Velfærdstaten og Sundhedsjura

Det godt at bo i Danmark, alle borgeren i det ganske land, uanset hvilken tro, farve, arbejdsklasse, levestandart man har, er man sikret og har ret til lægebehandling, dette betales via skatter. Vi hæfter alle solidarisk for velfærdsstaten en omfordeling af ressourcer/goder[1], så alle er lige og har krav på den samme lægebehandling. Det betyder at, hvis man er på overførsel indkomst eller man er direktør i dit eget firma med en million i banken er lægebehandling på offentlige sygehuse ens. Det kan godt være at direktøren måske køber sig en ekstra forsikring så han/hun kan benytte private sygehuse og får måske hurtigere behandling og enestue. Men behandlingen af sygdom er den samme dvs. kvaliteten er ens. Lægerne er lige dygtige og kompetente, plejen er lige så kvalitets sikret som på de offentlige sygehuse. Der er lige store krav om at sundhedspersonalet har sin autorisation formålet hermed er at styrke patientsikkerheden og at fremme kvaliteten af sundhedsvæsenet.[2] Når man ser på problemstilling fra akut modtagelsen på sygehus Vendsyssel Hjørring er det er jo ikke et spørgsmål om, hvem der skal betale for plejen af patienterne, men hvem der har ansvaret, for de selvhenvender der kommer uden om læge, vagtlæge eller ringer 112.

Hvis vi i Danmark havde sammen velfærdsstat som i f.eks. USA, som har en Residual velfærdsmodel (liberal model) skulle man formodentlig stå med en forsikrings blanket fra arbejdsgiver eller betalt til en privat forsikring for, at få behandling på sygehuset. Dog finansieres noget sundheds arbejde via velgørenhed, private og frivillige organisationer.[3] dette er en forståelse der er opnået gennem oplæg og litteratur, fra undervisning i Velfærdsstaten.

Vi er bevidste med, at der findes en tredje model den Industrielle præsentations- velfærdsmodel (konservative model), som kendetegner den tyske model, men vi har valgt at have fokus på de andre 2.Vi har taget udgangs punkt i den danske model institutionel/ universel. Omfordelings velfærdsmodel (socialdemokratiske model) og sammenlignet med den amerikanske model.

I forhold til problemstillingen er det vigtig at havde fokus på sundheds jura som bla. Sundhed personalets tavshedspligt og patientens selvbestemmelses ret. Når der kommer en selvhenvender eller en visiteret patient i modtagelsen skal der indhentes samtykke fra patienten om evt. pårørende må kontaktes, er patienten ikke fyldt 15 år har patienten ikke selvbestemmelses ret over, om forældrene må kontaktes.

Værdi springsreglen: Hvis patienten ikke ønsker at pårørende får besked om indlæggelse kan der efter sundhedsloven paragraf 43,stk.2,nr 2 videregives, uden patientens samtykke, når videregivelsen til f.eks pårørende, myndigheder som berettiget varetagelse af væsentlige hensyn til patienten.

Tavshedspligten har til formål at patienterne trygt, skal kunne henvende sig til sundheds personale for, at få hjælp uden frygt for at de oplysninger sundhedspersonalet bliver fortalt bliver misbrugt, dette er en måde at sikre tillidsforholdet mellem patient og sundheds personale[4].

Hvis der ikke var tavshedspligt for sundheds personalet kunne det ske på bekostning af menneskeliv, da måske mange ville undgå at gå til lægen i frygt for at blive udstillet.

---

[1] Slides fra oplæg samfund og velfærdsstaten.

[2] Kristensen, K., 2011. Sundhedsjura. 4.udgave. Kbh.: Gads Forlag.  

[3] Slides fra oplæg samfund og velfærdsstaten.

[4] Kristensen, K., 2011. Sundhedsjura. 4.udgave. Kbh.: Gads Forlag.