Line var den første der var på afdelingen, og her er en beskrivelse af hendes oplevelser fra den 20/9-2013
En Dag På Gulvet.
Efter aftale
med kontaktpersonen fra akutmodtagelsen, besøgte jeg (Line) akutmodtagelsen
tidligere end aftalt pga. fravær i næste uge. Jeg fik lov til at være med på
gulvet sammen med Vibeke (en af vores kontaktpersoner), og komme tæt på det som
vi sidder og arbejder med, hvilket var en rigtig god og lærerig oplevelse.
Mit fokus var at observere hvordan
procedurerne fungerer når en patient bliver meldt og ankommer til modtagelsen,
herunder se på hvordan de mange faggrupper arbejder sammen. Og selvfølgelig gik jeg med et lille håb om at en
selvhenvender ville komme i løbet af dagen.
Jeg mødte ind til kl. 9.00, hvor
der var meget stille i afdelingen. Ingen patienter på stuerne og ingen meldte.
Jeg kunne derfor få en grundig rundvisning af hele akutmodtagelsen, skadestuen
samt hvor ambulancerne kører ud fra. Hvilket gav et godt indblik i, hvordan organiseringen
var på afdelingen, samt hvor patienterne kom hen, altså om de kom i skadestuen
eller i akutmodtagelsen. Derudover fik jeg afklaret via Vibekes hjælp, hvordan
patienter kan komme i modtagelsen. Dette kan ske på 3 måder, via egen læge, via
lægevagten og gennem 112. Så dagen startede meget stille og roligt, med en
masse informationer, og jeg må indrømme at jeg på et tidspunkt tænkte, det her
får jeg ikke noget ud af.. Men men men..
Omkring kl. 10.00 var der meldt 3
patienter, som udviklede sig til 7 og videre til 12 inden for 1 time. Vibeke og
jeg stod og ventede på og tage imod en patient, hvor der pludselig bliver
ringet fra skadestuen, hvor den visiterende sygeplejerske siger; at der kommer en patient ned, han er uanmeldt,
har pårørende med og er OBS Apopleksi. Patient var ikke inden for kategorien
som problemstillingen handler om, men idet at patient var en selvhenvender, var
det lige pludseligt interessant, og jeg fulgte med Vibeke med en knyttet hånd,
og tænkte YES!
2 sygeplejersker var klar til at
tage imod patienten, som kom fulgt af 2 pårørende. Han kom ind på den nærmeste
stue, hvor han kom op i sengen, hvor efter tingene gik hurtigt… Symptomerne var
tydelige, patient havde talebesvær og kunne ikke formulere sig. Han kunne godt forstå hvad der blev sagt, men kunne ikke svarer
sammenhængende, og havde svært ved at huske. Hans ene side af ansigtet hang en smule, og det var også et tydeligt
symptom. 2 læger stødte hurtig til, og behandlingen blev hurtig sat i værk. Den
ene sygeplejerske bestilte blodprøver, EKG osv. mens den anden fik sat
overvågning på og målt værdier på patienten. Efterfølgende tog den ene
sygeplejerske sig af de pårørende og hørte dem om hvad de havde oplevet, mens
Vibeke og jeg stadig var inde hos patienten. Lægerne fik langt en plan, og fik
denne iværksat. Patienten blev hurtig sendt i scanning, og mens lægerne ventede
på svar, blev der taget kontakt til Aalborg som blev koblet på forløbet.
Scanning viste en STOR prop i hjernen, og patienten blev derfor sendt direkte
til Aalborg.
Dette forløb tog 30-45 min, fra
patienten kom ind og til patienten forlod sygehuset igen. Men på de få minutter
skete der så mange ting, og der skulle hele tiden tænkes hurtig for at optimere
mulighederne for en god behandling.
Oplevelsen ved denne patient, som
gør at jeg har valgt at fremhæve dette forløb, er blandt at det var en
selvhenvender. Det gav derfor et indblik i hvad der sker når der kommer en
selvhenvender, og det vidste tydeligt at akutmodtagelsen tager ansvaret for
patienten, og gør deres bedste for at hjælpe! Derudover oplevede jeg også et
tværfagligt samarbejde på højt plan i dette korte forløb. Her var læger,
sygeplejersker, portører, laboranter og falck, som sammen gjorde det bedste for
patient. De formåede at holde roen, hele tiden informere patienten om hvad der
skete og skulle foregå, handle hurtig uden stress og tage sig af de pårørende,
hvilket gjorde at alle vidste hvad der foregik og at alle havde en god
oplevelse. Dette gjorde det klart, at når disse akutte patienter kommer ind, så
er et samarbejde noget af det vigtigste for at opnå et godt forløb, både for
patienten men også for behandlingsmulighederne.
Men dagen gik videre, og der var
meldt en patient med brystsmerter - obs. AMI. Vibeke og jeg modtog denne
patient. Patienten passede til problemstillingen bortset fra at patienten ikke
var selvhenvender, men der var nu gode muligheder for at følge et forløb hvor
patienter kommer ind med brystsmerter. Patienten kom ind via. Egen læge.
Patientens symptomer var
brystsmerter, hvor det strålede ud til venstre skulder og når det var værst
kunne det føles som at have en stor overlæbe, fortalte patienten. Patienten
uddybede, at det var værst under bevægelse samt havde hun en oplevelse af
åndenød. Patienten havde tidligere haft problemer med hjertet, men havde aldrig
oplevet disse symptomer før. Patienten blev stille og roligt koblet til
overvågning og vi ventede nu på en læge, der skulle kigge på patienten. Hvad der skete videre i forløbet
ved jeg ikke, da jeg fik fri. Men Vibeke og
jeg snakkede om at det muligvis var fordi der ikke kom ilt nok til hjertet - angina
Pectoris..
Dette forløb var meget
anderledelse, både på stemningen omkring det og på tempoet i forløbet, sammenlignet
med selvhenvenderen. Da patienten med brystsmerter kom ind, havde hun været
omkring egen læge, som havde foretaget de første undersøgelser og praktiske
ting. Blandet andet var der målt blodtryk, taget ekg og langt venflon. Disse
forberedelser gjorde hele forløbet lidt lettere, og man vidste inden patienten
kom ind, om det var kritisk eller ikke. I forhold til da selvhenvenderen kom
ind, der havde man ingen oplysninger om patienten og der var ikke målt nogle
værdier, så man startede fra bunden. Det gjorde at der skulle laves og opnås
meget på kort tid, for at optimere behandlingen for patienten. Så man kan i
teorien måske sige, at hvis selvhenvenderne var kommet ind via 112 så kunne
patienten have sparet tid på diverse undersøgelser, og måske bare kommet
direkte i scanningen.. Men sådan kan man altid være bagklog!
I løbet af dagen oplevede jeg
også andre patienter, men disse to var det mest relevante for vores
problemstilling, og jeg havde derfor valgt at fremhæve dem, da de gav svar på
visse ting. Dog var det ærgerligt at jeg ikke havde muligheden for at kunne
snakke med selvhenvenderen, hvor jeg kunne have stillet spørgsmål omkring
hvorfor de valgte selv at komme. Men dette forløb skete så hurtig og patienten
var ikke i stand til at føre en samtale.
En sidste ting som vagte min opmærksomhed
ude på gulvet, var måden kommunikationen mellem Falck, skadestuen med den
visiterende sygeplejerske er, og akutmodtagelsen foregik på. Jeg var imponeret
af, hvordan teknologien kan gøre en afdeling klar til at modtage en patient,
give de vigtigste oplysninger og skabe det overblik det kræver. Jeg har derfor
fortalt mine gruppemedlemmer, at de skal få dem til at fortælle om dette
system, for det fik jeg kun fortalt kort om, og fortrød jeg at jeg ikke fik sat
mig lidt bedre ind i. For det system er med til at gøre det overskueligt og
skabe overblik for lægerne og sygeplejerskerne, og dermed forberede dem på hvad
det kommer ind og hvad de skal være klar til. Hvilket en selvhenvender heller
ikke er en del af, og dermed heller ikke kan forbedre lægerne og
sygeplejerskerne.
Alt i alt har dagen på gulvet givet mig flere svar end jeg havde forestillet mig :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar